Afstemningen er overstået.

Dialogprisen


Hvert år uddeles Dialogprisen til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatten i det forgangne år samt under Folkemødet. Dialogprisen gives som hæder til en politiker, der forstår samtalens kunst - en der ikke bare taler, men taler med os.

Christina K. Hansen

Christina K. Hansen rykker gerne fra borgmesterkontoret ud i landsbysamfundene, hvor hun holder ”åbent kontor”. Flere gange har hun været i praktik i kommunale institutioner, hvor hun f.eks. har kørt i rutsjebane i en børnehave og beskåret træer med medarbejdere fra Vej og Park. Hendes autenticitet og ærlighed om, hvad hendes unge alder betyder er et godt fundament for en åben dialog og politisk debat.

Mette Abildgaard

Mette Abildgaard har en åben og ærlig tilgang til det at være politiker. Hun har stor respekt for sine kollegaer, og roser dem gerne. Mette er den første til at erkende sine egne fejl og mangler og er åben for andres argumenter. Man føler, at hun lytter. Hun er tilgængelig for, blandt andet ved at opfordre sine følgere til at ”fange hende på sms”.

Magnus Heunicke

Magnus Heunicke er åben, inddragende og debatterende. Han har en særlig evne til at bruge dialogen som form, både når det gælder de seriøse politiske debatter og mere folkelige arrangementer. Som trafikminister inviterede han til bred dialog og på den måde afmonterede mange af de problemsager, der var på området.

Karsten Lauritzen

Karsten Lauritzen har været åben, ærlig og dialogsøg-ende omkring udfordringerne i SKAT. Han har søgt dia-logen på sociale medier med borgerne igennem sin podcast "PodKarsten" og live-videoer på Facebook med borgerspørgsmål. På sidste års folkemøde drøftede han SKAT's nye styrelser direkte med de nye direktører. Han har ligeledes rost de andre partier, som står bag genopretningen af skatteforvaltningen.

Trine Torp

Trine Torp er ikke højtråbende men skarp på substansen og i dialogen. Fra folketingssalen, konferencer og møder i det hele taget er hun kendt for at være lyttende og for stor vilje til at gå i dialog. Hun bruger dialogen til at opnå mere viden og til at finde gode løsninger gennem inddragelse.